Publisert i Ugebladet for Møn, 25.mai 2016.
En rejse til en ø er et essay om virus, historie og falmende minner, basert på et besøk på et virusforskningsinstitutt og et intervju med en farmasøyt på Møn.
Essayet ble publisert i lokalavisen Ugebladet for Møn 25. mai 2016 og ble bestilt av Kunsthal 44, Møn, Danmark til utstillingen Random Walks. Avisen ble distribuert lokalt, i tillegg til at de besøkende på Kunsthall 44 kunne ta med seg eksemplarer hjem.
Verket ble laget spesielt for den lokale konteksten og tar opp temaer som var aktuelle i lokalsamfunnet på det tidspunktet teksten ble skrevet. Virusforskningsinstituttet, som ligger på den lille øya Lindholm, er synlig fra befolkede områder på Møn, men tilgangen er svært begrenset. Forskningsinstituttet og arbeidsplassene det genererer, har stor betydning for området, og den planlagte flyttingen til København var derfor omstridt i lokalsamfunnet. Intervjuet med den pensjonerte farmasøyten Kristian Dalsgaard og hans kone, farmakonom Hanne Dalsgaard, forteller om Kristians bidrag til virusforskningen gjennom årene på Lindholm, og ble gjort på et tidspunkt i livet da hukommelsen begynte å svikte på grunn av demens.
Varm takk til Hanne og Kristian Dalgaard.
Norsk originaltekst. Publisert på dansk.
Oversatt til dansk av Christina Louise Jørgensen og Hanne Dalsgaard.
Oversatt til engelsk av Richard Simpson.
***
En rejse til en ø
Virus forflytter sig og knytter sammen adskilte steder og historier. Også de historier, der intet har at gøre med hinanden.
M/F Ulvsund hilser os velkommen med et skævt smil. Færgen har en stor gul smiley malet på dækket. Den rækker tunge mod kajen i Kalvehave, hvor vi senere skal møde Hanne og Kristian Dalsgaard. Kristian arbejdede tidligere på Lindholm, som vi er på vej mod. Den lille ø i Stege bugt har de sidste 90 år jævnligt set et stort antal mennesker, husdyr og virus ankomme. De menneskene som arbejder der forlader stort set øen ved arbejdsdagens slutning og om få år, når DTU Veterinærinstitut Lindholm flytter til DTU Lyngby Campus nord for København, forlader de den for altid.
Den mystiske ø
Hver dag tager de rundt 80 som arbejder på Lindholm den 20 minutter lange færgetur til og fra arbejde, hvor de i hovedsagen beskæftiger sig med virus, som kan skade husdyrproduktionen i Danmark, så som mund og klovesyge (MKS) og svinepest. Man kan kun besøge øen med speciel tilladelse. Vi, Eva Scharrer, kurator, og Christina Louise Jørgensen som er daglig leder på Kunsthal 44 Møen og jeg, Toril Johannessen, billedkunstner fra Norge har fået bevilget et besøg på Lindholm i anledning af forberedelserne til udstillingen Random Walks. Jeg er inviteret til at lave et værk, som på en eller anden vis forholder sig til Møn. Stedsspecifikt, tænker jeg, og blader i nogle foldere om virusøen, som jeg finder på færgen. Vi bevæger os over vandet, og jeg spørger mig selv, om vi bevæger os over en grænse fra et sted til et andet, eller om det er sådan at vi rejser på et sted. – Så spændende, siger Christina, idet vi nærmer os de røde bøjer som markerer den forbudte zone, enhver bådfører i området må holde sig udenfor. – Den mystiske ø jeg har set på afstand i 15 år, vil blive afmystificeret. Det var omtrent det hun sagde. Det er muligt det var mig selv som lagde det til med afmystificering. Jeg tager et billede af øen, fortsat en lille prik i det fjerne, før kameraets batteri aflades.
Gennem luften
Vi ankommer alene, og ser ingen andre end en gartner som plejer haven mellem moderne laboratorie- bygninger og nogle ældre murstenshuse. Der er stille og fredeligt som på et sanatorium. Vi finder vejen til administrationsbygningen, hvor institutsekretær Anna Krøyer Petersen kommer oss i møde. Hun tager os med på en slentretur rundt om øen, mens hun fortæller om flytteplanerne for instituttet. – Flytningen er blevet udsat flere gange, men de må gerne udsætte det endnu mere, siger Petersen, på spørgsmålet om hvornår flytningen skal ske. Vi stopper op ved et stativ ved stien langs kysten. Jeg tager et billede med mobiltelefonen af kompositionen som danner trekanter, firkanter og en cirkel. – Det er vores internet, informerer Petersen, og den skulpturelle installation jeg først så, bliver til et funktionelt objekt. Billedet sendes umiddelbart til en server, signalerne bevæger sig gennem luften og bliver læsbar information, mens vi slentrer videre under lindetræerne.
Isolation og forflytning
Lindholm virker fredelig og afskåret fra omgivelserne, men ikke utilgængelig. Der er ikke langt til land på alle sider. For nogle år siden opdagede de spor efter en ræv på øen. Den kom traskende over isen, som havde lagt sig i vinterkulden. Instituttet blev oprindeligt lagt på Lindholm i sidste halvdel af 1920erne for at isolere forsøgene med MKS virus i kvæg fra omgivelserne. Men fortæller Petersen, i 1966 blev det opdaget at MKS-virus kan smitte gennem luften. Et udbrud af en bestemt type MKS blev opdaget først i en besætning i Kalvehave, en uge efter på Stevns og derefter i Skåne over 100 km væk. Antagelsen om at MKS er luftbåren blev modtaget med skepsis, men da England i 1968 fik en omfattende bølge af MKS-udbrud, allierede dyrlæger og meteorologer sig og fik endelig fastslået, at virus kan smitte gennem luften. Afstanden fra land og adgangsbegrænsning er altså ingen isolerende faktor. Sikkerheden varetages af isolerede laboratorier, filtrering af luft, karantænerutiner og strenge retningslinjer for hygiejnisk håndtering, som de ansatte må følge. Det obligatoriske brusebad før og efter arbejde giver god anledning til at synge, får jeg at vide af Kristian senere på dagen.
Tilbage i administrationsbygningen henter Petersen store album frem med avisudklip. De fleste artikler synes at dreje sig om aktiviteterne på Lindholm og om MKS. Jeg husker ikke om artiklerne var præget af frygt og kontrovers, noget moderne mediefortællinger om globale udbrud af smitsomme sygdomme gerne er. De er ofte modsætningsfyldte. Typiske gengivelser af globale sygdomsudbrud præsenterer historier om mikroorganismer fra fremmede, uhygiejniske, primitive steder som truer den moderne civilisation. De globale netværk bliver dermed både trussel og løsning. Øget kontakt mellem mennesker fra forskellige dele af verden gør at smitte spredes, og samtidig muliggør de moderne, globale netværk og teknologier nye vacciner, overvågning af smitteveje og hurtig spredning af opdateret kundskab. Historier om store epidemier skaber frygt, frygt for det fremmede, frygt for usynlige fjender, men kan også give en fornemmelse af fællesskab og forbindelse over store afstande, fordi de illustrerer, at vi berører hinanden både konkret og billedligt.
Jeg blader i albummene. En kort billedløs reportage fra 30erne beskriver færgeturen, arbejdet og livet på Lindholm. Der var 14 fastboende og seks børn gik i skole her, læser jeg. Resten glemmer jeg.
Hjælpestoffet
– Lindholm er Danmarks tættest bebyggede ø fortæller Hanne Dalsgaard. Vi er tilbage i Kalvehave og besøger Hanne og hendes mand Kristian Dalsgaard. Kristian arbejdede på Lindholm mellem 1968 og 1999, og er nu pensioneret. Vi sidder i stuen, jeg misser mod den lave eftermiddagssol, som fylder rummet, og forsøger at stille så konkrete spørgsmål som muligt. Kvillaja,quillaja,quilla, siger Kristian, som er uddannet farmaceut. I løbet af sin tid på Lindholm udviklede han et adjuvant – et hjælpestof i vacciner – baseret på barken fra det chilenske træ Quillaja Saponaria. Ved at isolere strukturen i krystaller som befinder sig i barken, muliggjorde han syntetisk fremstilling af hjælpestoffet, som i dag bruges i en mængde vacciner til dyr. Det virksomme stof fra barken er et saponin, et skummende sæbestof, som ellers bruges til at lave netop sæbe og som tilsætningsstof i næringsmidler. Coca Cola Company er den største aktør i quillaja-industrien. Saponinet tilsættes drikken for at give ekstra skum og lyden af et frisk pfft, når man åbner flasken, en effekt læskedrikproducenten har taget patent på. Kristian har ikke patent på hjælpestoffet han udviklede i 70erne. Det kunne han ikke dengang, fordi han arbejdede på en statslig institution. I dag ville han blive straffet for ikke at tage patent, siger han lakonisk. Han holder sig til samme standpunkt, som sin kollega, Jonas Salk, der udviklede poliovaccinen uden at tage patent på den: – Man kan ikke tage patent på solen, citerer Kristian.
Metaforer på afveje
Nogle uger senere. På toppen af et skab i arbejdsværelset i Kalvehave står der en stor krukke i brunt glas fra et dansk apotek med påskriften ”Tinct. Quillajae”. Kristian rynker panden, når jeg spørger hvad tinkturen kan være blevet brugt til. Det ved han ikke, eller han har glemt det. Kristian husker ikke så godt længer. Jeg er tilbage på besøg hos Hanne og Kristian for at få mere at vide om Kristians arbejde, eller for at snakke om instituttet på Lindholm som skal flytte, eller for at snakke om epidemier, smitsomhed og grænser, mens jeg egentlig leder efter en metafor fra virussets verden, som kan fortælle noget generelt om det afgrænsede og stedsspecifikke, så som forflytning og stedfasthed, migration og isolation, historie og glemsel.
Virus respekterer ikke nogen grænser, har jeg noteret på forhånd til vores samtale. Selvsagt gør de ikke det. Begrebet ”respekt” har meget lidt at gøre med spredningsmønstrene for et virus. Jeg sætter lydoptageren på og fortæller Hanne og Kristian at jeg er interesseret i hvordan det sprog vi bruger, når vi taler om virus og epidemier ofte er ladet menneskelige karaktertræk, som om virusset har en plan og en hensigt. Virus er migranter. Virus er indtrængende. Virus er fjender. Virus gennemsyrer sproget. Det engelske ord for smitte, contagion, betyder ”at berøre sammen”, og blev på 1400-tallet brugt om cirkulation af ideer. Revolutionære ideer var smitsomme, noget som kunne udgøre en trussel for samfundsordenen.
Metaforer vil vi nok helst undgå i forskningen, siger Kristian. – Han har altid bestræbt sig på at bruge et præcist sprog, for at undgå fejltolkninger, fortsætter Hanne. Hun hjælper til når Kristians hukommelse gemmer minderne for ham. Hanne, som er uddannet farmakonom, har fulgt Kristians arbejde gennem årene, fra feltarbejde i Chile til konferencer i Japan, og kender til saponinerne, krystalstrukturerne, rejserne, problemstillingerne og anekdoterne. Hun fortæller at Kristian ser virus overalt. – Hvad ser du da, spørger jeg, og ser for mig hvordan det vil være at se alle ting dækket af virus, sådan som de fremstår på elektronmikroskopbillederne som Kristian har arbejdet med. For ham handler det derimod mere om at vide hvordan virus ændrer sig, spreder sig og smitter.
– At beskæftige sig med virus er altid at være bagefter, siger Kristians stemme i lydoptageren. Virus muterer stadig, en evig ændringsproces som ikke kan forudses, bare beskrives og håndteres i den form man studerer i øjeblikket.
Historien
– Men hvor bliver historien af? siger Hanne ved slutningen af den otte timer lange samtale. Vi snakker om, hvad der vil ske med Lindholm når instituttet flytter, og om argumenterne for og mod flytningen. Forskningsmæssigt og sikkerhedsmæssigt er der ingen grund til at beholde instituttet på Lindholm, mener Kristian. Kronargumentet er imidlertid økonomi og de besparelser der kan gøres ved at flytte instituttet til Lyngby. I et regime præget af økonomiske hensyn og pragmatik tillægges andre argumenter ikke vægt. Hvad med de æstetiske aspekter i hverdagen, som færgeturen sammen på arbejde, lugten af saltvand, lindealléen langs stranden, spørger jeg, og citerer egentlig Christinas kommentar efter vort besøg på Lindholm. Hvad med historien? parerer Hanne og tilføjer at Lindholm har en historisk betydning fordi instituttet har været med til at skabe et samfund rundt om øen med kontakter lokalt, nationalt og internationalt. Jeg kikker ud af vinduet, over mod havnen og Møn broen, som pryder 500-kroneseddelen. For godt hundrede år siden sad der toldere i det samme hus og observerede den travle skibstrafik i farvandet. Vi fortsætter med at snakke om hvordan vi behøver historie for at forstå samtiden og at de humanistiske fag er under pres. Med økonomi som det eneste styrende princip falder alle andre argumenter fra. Æstetik bliver til overflødig nydelse, kunst bliver dømt uforståelig og unødvendig fordi den ikke når ud til de store masser, historie bliver reduceret til nostalgi. – Vi græder, fordi Kristians minder forsvinder, siger Hanne, og trækker en linje mellem øen og sindet, som jeg ikke vågede at trække selv. Hun peger på dokumenterne med elektronmikroskop billeder, krystalstrukturmodeller og plantefrø som opsummerer Kristians arbejde. – Det er godt, du skrev alt dette ned. Jeg forsøger at memorere strukturen på hjælpestoffet fra quillajasaponinet, som ifølge Kristian er en enkel struktur.
***
